Ølholm dot com

Nej, ikke dem i Tintin og lignende.

Jeg taler i stedet om den fremherskende trend med at gøre lygterne på biler større og større… Ærligt talt, så irriterer det mig. Øjnene er sjælens vindue, siger man jo, og på biler gør det sig gældende, at lygterne er med til at give bilen personlighed, karakter og en stor del af dens appeal. Men på det seneste har bildesignere udvist en stadig stigende portion dovenskab i deres “big is better” tilgang til dette område af stylingen. Se f.eks. den nyeste Ford Mondeo, der har forlygter, der er omtrent 55 cm lange og skaber et indtryk af en bil, der har et manisk grinende ansigt

klodset og upersonligt design - det nye årtusindes krom-lir!

Sammenlign dette automotive design med en manga-figur. Uspillede øjne - og så ellers ingen ansigtstræk, der kan skabe en personlighed, man kan forbinde sig med.

giv mig Anders And - any day!

Det siger meget om bildesignere, at de bliver nødt til at benytte sig af sådanne stilarter for at dække for deres inkompetence. Istedet kunne man jo, som Alfa Romeo (I know…), rent faktisk tage sig tid til at danne et design, hvor forlygterne er et understøttende element i det store hele, mens det er bilens karosse, der med dets elegante linier skaber det overordnede stilindtryk.

elegant, sporty… what’s not to like?

Jeg har fået rørt Den Røde Balje en smule på det sidste og nydt hvert et øjeblik. Selvom den har sine småfejl, er det simpelthen en fantastisk dejlig bil, og jeg føler mig priviligeret at have så flot et eksemplar.

I aftes tog Heine og jeg ud på en hemmelig location og tog en serie billeder, som jeg nu har lagt ud på min flickr.com-side, plus jeg har fået den lagt ind på Bilgalleri.dk, til almen beskuelse og beundring.

Så er den røde hjemme i Århus.

Den har tilbragt de sidste par uger i Randers, hvor den har gennemgået, hvad der må betegnes som en essentiel del af en Alfas vedligeholdelse, nemlig rustbeskyttelse!
Valget var faldet på Dinitrol, da det er mærket, jeg har hørt bedst om, og det er desuden hvad der har holdt Alfasuden fra at falde fra hinanden siden 1975!

Den en anelse forbløffede Dinitrolmand havde måtte konstatere, at der ingen spor af gennemtæring var, og der står da heller ingen anmærkninger på certifikatet - herligt.
Jeg måtte vente lidt tid for at komme til, da der var sygdom i firmaet, og i ventetiden funderede jeg lidt over, hvilken bil en Dinitrolmedarbejder mon kørte i. Jeg kom frem til, at der sikkert var tale om en halvgammel, trist tysker-kasse og blev ganske rigtigt bekræftet i min antagelse, da han ankom. I en gul Golf II. På gule plader. Indbegrebet af tarveligt køretøj.

Jeg fik dog nøglerne kort tid efter og forlod Randers ad motorvejen, Alfettaen kørte så godt som nogensinde. Dog havde den udviklet et nyt, underligt tic. Den blinkede med dobbelt hastighed…
Jeg er sikker på, at garvede rotter allerede nu klasker sig i panden og tænker “der er gået en pære!”, men hvad ved vidste jeg… Senere, om aftenen, blev jeg oplyst af den herboende elektriker/bodybuilder, Lasse, at der helt sikkert var gået en pære. Da Skov, der også har til huse her, og jeg ville køre i Bilka, huskede jeg at få Skov til liiiige at kigge på lyset… Det viste sig, at der slet ikke var noget! Jo, nummerpladelyset virkede okay. Men det var også det. Efter at have konsulteret det medfølgende el-diagram og have kløet os i hovedbunden (hver vores egen, forstås), kom vi i gang med at rode med sikringer og des lige. Da jeg så hev en printplade, der var ved siden af den ene baglygte, kunne Skov med det samme se fejlen; den var ikke sluttet til og afbrød derved hele lys-kredsløbet!

Også her uden lys - et syn der mødte adskillige nordgående billister på E45 i morges! Og nej, jeg har endnu ikke fået taget nogle ordentlige billeder…

Det må have opstået under Dinitrolbehandlingen, men det er jo, hvad der kan ske. Selvom jeg må indrømme, at det efterlod en lidt underlig fornemmelse at vide, at jeg havde kørt hele dagen uden lys… Og desuden mødt ordensmagten mere end et par gange undervejs! Måske er den bare en heldig bil… Men så havde jeg jo nok ikke haft min lille “hændelse” i sidste måned..!

En velkommen-hjem aften til ære for Engsted, der har været 3 ½ måneder i Afghanistan, fandt sted her på matriklen i fredags. Det var dejligt at se, at han befinder sig vel dernede og desuden har fået en misundelsesværdig kulør…

Dagen efter inviterede samme Engsted på reparations-burger på den højt besungne “Havnens Perle”, der ligger på, well, Århus havn. Hovedretten var en cheeseburger, men hovedattraktionen var en Citroën Ami 8, der holdt ved burgerbaren.

De to blå toner var ikke alene; bagsmækken var mørkerød!

Citroënen havde et herligt vejrbidt (og rustplaget, desværre) udseende, der tydeligt viste, at ejeren ikke var bange for at bruge den til hverdag, hatten af for det! Jeg er lidt forfalden til Citroëner, denne er dog måske lige speciel nok til mig. I stedet måtte der gerne stå en GS eller DS ude på parkeringspladsen…

Magasinet Classic And Sports Cars har en månedlig feature om redaktionens bilers liv, her kunne jeg tydeligt se Ami’en passe ind. Som en slider, der transporterer familie med barn hver dag, uden at kny, mens gennemtærede paneler blot udskiftes med lidt mindre tærede eksemplarer, farve upåagtet. Jeg kunne selv virkeligt godt lide denne tanke, men bliver jo desværre ved med at købe biler, der er alt for gode til sådan en skæbne…

Forleden gik turen så til Vejle, hvor BCA lukkede dørene op for en auktion, centreret omkring liebhaver- og klassikerkøretøjer.

Det var min kollega, Lasse – der selv er enddog meget bilinteresseret, der havde fortalt om auktionen og vist mig kataloget. Af særlig interesse var naturligvis den fine Alfasud, der i det sidste års tid har boet tæt på mig i Aarhus C. Af andre spændende biler kan nævnes:

- Mercedes 280 SL ”Pagode”. Virkeligt flot restaureret og med lækker farvekombination.
- Ford Fiesta 1,0 fra 1977. En ejer og 55.000 km. på tælleren.
- DeLorean DMC-12. Tilbage til fremtiden..!

Alfasuden blev toppet op med lidt benzin og kort tid efter var vi i Vejle… Jeg har aldrig før været til bilauktion, men kort efter vi var ankommet, var Lars (fætter) og jeg enige om, at vi nok skulle bruge lidt længere tid end planlagt! Der var et hav af interessante biler, og der blev dagdrømmet i stor stil. Hvis bare man liiiige havde et par tusinde med…

Gad vide om den residerende, anglofile racerkører, Ebberfeldt, ville finde denne interessant? Han har jo tilsyneladende en svaghed overfor engelske “load carriers”

Det havde jeg heldigvis ikke og da auktionen var i gang, viste det sig, at der heller ikke var mange andre, der var i byde-humør denne dag. Auktionarius var ellers voldsomt underholdende og formåede at piske en god stemning op, når der var konkurrerende bydere. At publikum ikke var så bydelystent afspejlede sig i nogle, efter min vurdering, ret gode køb. F.eks. endte Pagoden i bare 210.000 kr., billigt for en istandsat, klassisk Mercedes.
DeLorean’en endte med ikke at blive solgt, men det er også mit indtryk, at sælger havde urealistisk høje forventninger til, hvad den burde indbringe.

Alfasuden endte, efter lidt tid, på en pris på 25.500 kr., budt op af ”Jorila” fra CS og indehaveren af Vestsjællands Bilmuseum. Fremover kan denne flotte model beskues på museum… Deres første Alfa, i øvrigt.
Jeg havde en kort snak med den tidligere ejer – flink fyr. Bilen blev solgt, da de ikke fandt den velegnet til længere ture, f.eks. til København, noget jeg kun kan afkræfte – min egen kørte f.eks. til Manchester sidste år uden at kny! Og det gjorde passagererne heller ikke.

 
Stor flok samlet omkring Alfasuden, men kun to bydere
 
Dagens klart bedste ”bud-krig” var for en gammel Dodge Lastbil, der blev budt 17.000 kr. op i pris mellem to kombattanter, hvoraf den ene så ud til at overveje hvert eneste bud med et smertefuldt udtryk i ansigtet. Han fik den dog ikke til sidst, auktionarius formåede ellers at byde ham godt op over hans grænse, fornemmede jeg. Mere af det!

Ingen auktion uden helt store rædsler… Bl.a. var en lettere modificeret Rover SD1 3500 til salg - nåede heller ikke langt op!

Efter auktionen (vi gik lidt tidligere) faldt vi over en stand udenfor, der faldbød gamle, tohjulede køretøjer – nej hvor var den Vespa fristende! 

Jeg kan kun anbefale, at I tager afsted til lignende arrangementer i fremtiden, ved at det i hvert fald ikke har været min sidste auktion!
 

Og så endda på en Golf! 

Jeg synes det er monster-fedt, at VW har malet bremsekalibrene i patriotiske farver. Alt for længe har tyskerne haft et mindre end kærligt forhold til deres flag (don’t mention the war), men nu er bøtten vist vendt.

Jeg ser frem til at se grøn/hvid/røde kalibre på italienske biler, f.eks. på den nye 500? Det ville da se supergodt ud!

Nej, det er ikke min egen!

En klassiker-venlig (og klassiker-kørende, for den sags skyld) kollega sendte mig just dette link, og det ser da godt ud, hva’?

 Bilen er den ret sjældne 1,3 Ti’er og er fra Serie 1s sidste produktionsår, 1978. Så man får altså den mest attraktive form med den “stærkeste” motor… 75 heste er da også en del!

Bilen er beskrevet som værende i original stand, men med en del rustarbejde forude. Jeg vil anbefale at man straks investerer i bilen - og sælger for- og bagruderammerne til mig, da jeg har ledt efter disse, uden held! 
Bilen er desuden dansk fra ny og med relativt få ejere. Spændende… 

På vej hjem fra Kalø-træf i går, havde jeg en herlig oplevelse! Mens jeg jagtede en BMW 850 på en ellers stille landevej, kom Soft Cell i radioen med “Tainted Love” - fedt! Alfettaen er et barn af 80′erne - i hvert fald i Q-udgaven, som min jo er. BMW 850 er ligeledes lidt af et 80′er-ikon, skabt i den mest hedonistiske periode, hvor yuppierne bare ville have større og større statussymboler…

Alfettaen skulle i øvrigt til Randers, da den lige nu er til Dinitrol-behandling… De to sidste mekanikere der har kigget på den, har begge erklæret den for rustfri, og det kunne jeg godt tænke mig, at den vedblev med at være!

I motorsport i dag er det forbudt at anvende aerodynamiske effekter, der ikke er statiske, dvs. at de ikke må bevæge sig. Reglen omtaler således ”moveable aerodynamic devices”.
En af de helt store pionerer inden for det felt var Brabham-teamet, der bl.a. lavede den berygtede Brabham BT46, som var udstyret med en intet mindre end 12-cylindret boxermotor – fra Alfa Romeo. Motortypen er noget nær ideel, da der er et herligt lavt tyngdepunkt ved denne motortype, noget friske m/k i alle aldre har sat pris på i mange år, ikke mindst i Alfasuder og 33’ere.
Ulempen er dog, at der underneden F1-vognen ikke er plads til at lave venturikanaler, der danner det forjættede ”ground force”, som er nødvendigt for at holde køretøjet til vejen under høje hastigheder.

Heldigvis for Brabham havde deres chefdesigner Gordon Murray (der nok er lige så meget kendt for sin del af skabelsen af McLaren F1, den ultimative 90’er-drengedrøm), løsningen på dette…
Svaret var en kæmpestor ventilator, monteret bag bilen, der sugede luft ud fra undersiden af bilen og vha. vakuummet sørgede for at holde bilen fastklæbet til asfalten. Dette var tidligere brugt af firmaet Chaparral, der med deres Can-Am-bil Chaparral 2J, var pionerer på dette område. Teknologien var der blevet forbudt nærmest øjeblikkeligt. Gordon Murray havde dog svar til kritikerne: Det var skam ikke noget aerodynamisk virkemiddel, i stedet var det en form for motorkøling!

Brabham-raceren gør klar til et stint…

Den holdt dog ikke ved nærmere eftersyn (jeg antager, at den gode Murray må have haft svært ved at holde masken), og Brabham BT46 ”Fan Car” blev erklæret ulovlig – den nåede at vinde et enkelt løb, det svenske Grand Prix i 1978.

Nyere biler benytter sig i stor stil af bevægelige aerodynamiske virkemidler. F.eks. har Bugatti Veyron en spoiler, der skal slås ned, førend det er muligt at opnå tophastighed.

Ud over den spinkle Alfa Romeo-forbindelse, hvad er så meningen med dette indlæg?
Jo, jeg har fundet ud af, at ud over boxer-teknologien, så har Alfasuden flere ting til fælles med Brabham-raceren. Under et nyligt tophastighedsforsøg nåede ’Suden den svimlende hastighed af 160 km/t. På speedometeret, naturligvis, så der er nok snarere tale om 150 faktiske kilometer i timen. For at opnå denne svimlende hastighed er det tilsyneladende nødvendigt at gøre bilen mere vindglat, og dette opnås ved en sindrig mekanisme, der sørger for at lægge det venstre sidespejl helt ind til bilen, når en vis hastighed opnås. At det højre ikke havde lagt sig, tillægger jeg det faktum, at der med en fører i bilen er en vis uligevægt, der skal balanceres – derfor kun den ene justering.

Imponerende i en bil fra 1975!  

Det måtte jo ske før eller siden – jeg har købt bil.
Der skal bruges en bil til mit nye arbejde, da jeg jo skal ud og hilse på kunder af og til, samt slæbe mig til Tilst, når de gamle ben ikke magter cyklen om morgenen. Fik jeg ikke sagt, at jeg har fået nyt arbejde? Jeg startede ved BilBasen d. 10/3 i år – fedt sted. Jeg er ansat som mediekonsulent, hvilket er en form for glorificeret annoncesælger, hvilket er noget andet, end hvad jeg har prøvet tidligere. Jeg er ikke kommet så dybt ind i jobbet, men arbejdet med at håndtere vores kunder og hjælpe dem til den bedst mulige annoncering på vores site, er ganske interessant. Kollegaerne er herlige – den samme blanding af drengrøv og professionalisme, som jeg er vant til fra studiet.

Nåja, bilen…

Der er tale om en vidunderlig vogn! En Alfa Romeo (hvad ellers?) Alfetta fra 1984, i Alfa-rød. Jeg er ikke sikker på HVOR god en farve det egentligt er til modellen, men jeg synes godt om det efterhånden. Som med de fleste gamle biler, er der også med Alfettaen et par småfejl. Disse har jeg tænkt mig at tage mig af løbende, men ingen af dem burde blive særligt dyre. Først venter et service hos Juel Auto, hvor jeg glæder mig (!) til at se, hvad Morten finder på den. Tror nu ikke det er noget særligt…

Køreoplevelsen er ganske speciel. Jeg er vant til at køre ret moderne biler, Alfasuden inkluderet, og det er Alfettaen altså ikke! Den skal mosles lidt mere rundt og er lidt mere en mande-bil. Pedalerne virker til at være konstrueret af tre forskellige ingeniører; speederen let som en fjer, bremsen har enorm frigang og koblingen er stenhård. Noget andet end ved Alfasuden. Sjovt at den er ni år ældre… Men når det gælder balance og styretøj er Alfettaen i særklasse. Rundt i svingene har man indtryk af en komplet pakke, med et let og præcist styretøj og en bagende, der gerne vil lege med! Men takket være transakslen, er der jo også tale om en 50/50 vægtfordeling for og bag, hvilket giver sikre og sportslige egenskaber.

Tak for det, Alfa.